Stifterens ord:

HISTORIEN BAG LET’S STUDY

Jeg har skiftede skole syv gange, og hver gang var jeg indstillet på at jeg ikke ville lave ballede. Jeg ønskede at starte på en frisk. Desværre var jeg langt bagud på det faglige, og der var ikke den nødvendige hjælp at hente. Jeg kunne derfor ikke indhente det tabte, og min dårlige opførsel i skolen forsatte derfor som en ond spiral. I 9. klasse fik jeg besked på at ændre min opførsel markant, hvis jeg gerne ville færdiggøre folkeskolen.

Jeg tog mig sammen, og fandt selv hjælp til at forbedre mig fagligt. Blandt andet tilmeldte jeg mig ekstra undervisningskurser på Københavns Ungdomsskole, og endte faktisk med et snit på over 7.

På Gefion Gymnasium startede jeg i en klasse, hvor jeg følte mig uvedkommende. Den eneste hjælp jeg havde fået på daværende tidspunkt, var den, jeg selv havde fundet. Jeg var derfor stadig ikke særlig god i skolen, og automatisk vendte jeg tilbage til mine dårlige vaner med at lave ballede. Jeg deltog ikke i undervisningen, og blev til sidst også smidt ud herfra. Jeg husker, hvor pinligt det var at fortælle min far, at jeg igen var blevet smidt ud på grund af dårlig opførsel og fravær. Min far tog en alvorssnak med min den aften, og fortalte mig hvorfor han var kommet til Danmark i sin tid. Han fortalte mig, at de i Libanon ikke havde de samme muligheder, som vi har her. At han ikke kunne få lov til at eje noget, og selvom man fik en uddannelse ikke kunne bruge den til noget. Han spurgte mig, hvad jeg ønskede mig i livet – om jeg virkelig ønskede et liv i fængsel eller på gaden. Det gjorde stort indtryk på mig, og jeg blev stærkt indstillet på at gennemføre gymnasiet.

Jeg gav gymnasiet en chance til, og startede på Gentofte studenterkursus. Gymnasiet var et anderledes miljø med både STX og HF, og elever i alle aldre fra 18 til 36 år. Men heller ikke her havde jeg viden nok til at kunne følge med i undervisningen, og med tiden faldt jeg fra igen. Jeg prøvede at deltage i undervisningen, men havde stadig en masse fravær. Især hver onsdag, hvor vi havde astronomi fra kl. 8 – 12 – et perfekt tidsrum at tage en lur i. Da vi 3 måneder senere fik vores standpunktskarakterer, var de ikke særlig overraskende. Jeg vidste på forhånd, at jeg havde dumpet næsten det hele. Men ikke astronomi, som jeg ellers aldrig havde været til undervisning i? Da jeg konfronterede min astronomilærer, beskrev han karakteren med, at han kunne se, hvor meget jeg prøvede i matematik, og at ’der måtte være noget hjerne deroppe’. Han troede på mig, og overbeviste mig faktisk om, at jeg skulle give undervisningen en chance i stedet for at sove tiden væk. Jeg fulgte hans råd, og til min store overraskelse blev jeg meget interesseret i faget. For første gang fik jeg for alvor blod på tanden, og jeg kæmpede mere end noget andet for at gennemføre min studentereksamen

Desværre blev jeg endnu engang ramt af erkendelsen af, at der ikke er den rette hjælp at hente udefra i en situation som min. Lektiecaféerne har ikke bred nok faglighed, og er desuden overbookede med elever. Private lektiehjælpere tager skyhøje timepriser.

Så hvad gør man, når man gerne vil skrive sin historie om, men ikke kan få hjælp? I mit tilfælde har jeg valgt at tage pennen i egen hånd og jeg mener at alle skal have ret til en ny chance.

Log in with your credentials

Forgot your details?